Om ULTRAAQUA UV Disinfection Systems A/S
UV-desinfektionsspecialisten ULTRAAQUA UV Disinfection Systems blev grundlagt i 1996 af to danske forskere, som ville løse de stigende udfordringer med at skaffe sikkert og rent vand ved hjælp af forskning og innovativ teknologi.
I dag udvikler og producerer ULTRAAQUA avancerede UV-desinfektionssystemer til rensning af blandt andet drikkevand, spildevand og vand i føde- og drikkevareindustrien. Den vandtekniske virksomhed, som har hovedsæde i Aalborg, har distributører i mere end 120 lande og er blandt verdens førende inden for UV-desinfektion af vand.
I mere end 10 år har ULTRAAQUA haft et tæt samarbejde med Induflex omkring produktion af plastdele, som indgår i flere af ULTRAAQUAs desinfektionssystemer.


Plastdele til vandrensningsanlæg
Til ULTRAAQUAs vanddesinfektionssystemer leverer Induflex adskillige dele i plast, herunder propper, pakninger, rense-ringe og en maskindel til filtreringsløsningernes indvendige gevind.
Propperne fikserer det quartz-glas, som UV-lyset, der renser vandet, kommer igennem, mens rense-ringene sørger for at holde UV-rørene rene.
Delene er fremstillet ved CNC-drejning i plast som PTFE (Teflon®), PVDF (polyvinylindenfluorid) og POM (polyoxymethylen).
Disse plast er ideelle til formålet, da de ikke optager vand, er hygiejniske og tåler intens rengøring.



Permanent mærkning med lasergravering
ULTRAAQUAs systemer er optimeret, så de er lettest mulige at samle, anvende og vedligeholde.
Plastdelene til systemerne er fremstillet, så de kan afmonteres uden brug af værktøj.
På nogle af delene indgraverer Induflex mærkning og instruktion til montering. Graveringen giver en varig mærkning i plastdelene og ses tydeligt som en hvid markering i det sorte POM. Den påvirker ikke FKM-godkendelsen på materialet, ligesom plastdelene også med graveringen er hygiejniske at rengøre.


Prop med indbygget låsefunktion
Sammen med ULTRAAQUA har Induflex også designet en special lampeprop med en indbygget låsefunktion.
Denne funktion gør, at to maskindele, som ellers skulle samles mekanisk med værktøj, nu let kan klikkes sammen - og fra hinanden igen - med et enkelt tryk på pakningen.
Med låsefunktionen er det hurtigere og nemmere at skifte UV-lamperne i ULTRAAQUAs systemer – igen og igen.


